Albue og hånd

Skader og smerter i albue, arm eller håndled er relativ hyppige problematikker.

Smerterne er oftest forårsaget af en skade eller overbelastning, men kan i nogle tilfælde relateres til en specifik sygdom (fx leddegigt).

Smerter i albue eller hånd er meget invaliderende for os, da disse områder ofte påvirker både vores arbejde (uanset om dit erhverv indebærer fysisk arbejde eller kontorarbejde, så er albuen og hånden afgørende), fritidsaktiviteter og måske har de endda indflydelse på, hvordan vi sover om natten.

Der kan være mange årsager til disse smerter, og ofte er det relevant at kigge på hele kroppens holdning og bevægemønster.

Generelt om albuegener

Smerter i albuen eller i området omkring albuen kan udløses af mange ting. Ofte skyldes smerterne skader eller overbelastning i forbindelse med sport eller arbejde. Det er især almindeligt at mærke smerter på ydersiden (tennisalbue) eller indersiden af albuen (golfalbue). Du får typisk ondt, hvis du skal holde fast i noget, løfte noget eller i det hele taget, når du bruger dine hænder til gøremål i hverdagen. 

Albuesmerter går for det meste i sig selv igen. Hvis dine smerter ikke går væk eller i hvert fald aftager i løbet af et par dage, er det vigtigt at få afklaret, hvor smerten stammer fra. Nogle gange er albuen nemlig ikke synderen. Indimellem er det, du mærker i albuen, i virkeligheden udstrålende smerter fra problemer i skulder, nakke eller håndled.

Hyppigste årsager til albuesmerter:

  • Overbelastninger i muskelsenevævet omkring albuen f.eks. tennisalbue eller golfalbue

  • Knoglebrud i forbindelse med uheld eller sport

  • Inflammation i slimsækken på albuespidsen

  • Nerveafklemning i albueområdet.

Tennisalbue og golfalbue:

Flere af underarmens muskler kommer fra udspring på albuens knogler, disse muskler kan være aktive, når vi bevæger håndled og fingre. Ved overbelastning af strukturer (muskler, bindevæv og sener) med udspring fra albuens knogler kan der opstå inflammation (en betændelse i sene/muskel/bindevævsstrukturer.) Alt afhængig af om det er yderside eller inderside af albuen kaldes overbelastningsskaden for en tennisalbue (lateral epikondylit) eller en golfalbue (medial epikondylit).

Overbelastningsskaden sker ofte pga. et gentagende belastningsmønster fx i forbindelse med arbejdsbelastning (både fysisk krævende og computerarbejde) eller i din fritidsaktivitet. 

Skader efter fald:

Hvis vi falder, tager vi ofte fra med hænderne, hvilket kan resultere i brud på knoglerne, forstrækninger (forstuvninger) i sene, ledbånd og muskler.

Når du har været ved lægen og fået bekræftet, at det er en forstuvning eller forstrækning i de omkringliggende strukturer, har vi stor succes med at give laserbehandling så hurtigt, som muligt efter at skadens opstående. 

Efterfølgende hjælper vi dig med behandling, som fx kan være en kombination af manuel behandling, laser, øvelser, akupunktur. Vi tilrettelægger forløbet specifikt til dig med udgangspunkt i din skade og dit mål. 

Hvis du har et brud i armen eller hånden, en bruskskade eller andet, kan vi først hjælpe dig efter, at du har været på hospitalet og fået taget røntgen eller MR-scanning. Da det er meget individuelt, hvordan skaden er efter et fald, må du derfor endelig kontakte klinikken, så vi kan guide dig bedst mulig gennem dit forløb, således at du får opstartet genoptræning på det rigtige tidspunkt. 

Nerveafklemning i albueområdet

Flere centrale nerver løber gennem albueleddet og ud til hænderne. Hvis der opstår irritation i albueområdet, kan disse nerver blive klemt, og du kan få smerter og føleforstyrrelser i hånden. Afklemningen kan skyldes at leddene i albuen ikke glider optimalt og derfor irriterer albueområdet hvilket kan klemme på nerverne, nerverne kan også afklemmes andre steder i deres forløb eks i skulder eller nakke, og give smerter lokalt i albuen, da passagen er er smal og kræver at nerven er fri i hele sit forløb.

Det er meget individuelt hvordan problematikken er skruet sammen, når vi undersøger dig forsøger vi at kortlægge problemet og fastlægger behandlingen derudfra. 

Generelt om gener i hånden

Hænderne består af en hel masse små knogler og mange led. Når du bevæger dine fingre, kan du nærmest fornemme det fine netværk af muskler, sener og ledbånd, og derudover findes der også en hel del nerver. Alle de mange strukturer kan være kilden til, at du får ondt i hånden, håndleddet eller fingrene. 

Mærker du smerter i hånd, håndled eller fingre, vil du formentlig også opleve nedsat funktion i form af stivhed eller manglende kraft. Det er ikke ualmindeligt, at smerter fra håndleddet kan stråle op mod albuen.

Har du akut opståede smerter fra et fald, et uheld eller lignende, er det en god idé at blive undersøgt, hvis smerterne ikke aftager i løbet af et par dage. Det kan være et knoglebrud. Er dine smerter dukket op over tid, er der formentlig tale om en overbelastning. Langt de fleste smerter i hånden forsvinder heldigvis hurtigt igen af sig selv.

Hvad kan symptomer i hånden betyde?

  • Irriteret sene i håndleddet – Du mærker smerter og nedsat funktion ved brug af hånden.

  • Slidgigt i fingerled – Du har hævede, ømme fingre og nedsat bevægelighed særligt i de yderste led.

  • Nerveafklemning – Du oplever en prikkende og sovende fornemmelse i håndflade og fingre. Nerveafklemningen kan sidde i håndleddet, men også længere oppe i armen eller sågar i nakken. 

  • Leddegigt – Dine led er hævede, varme og ømme. Du har nedsat bevægelighed og udtalt morgenstivhed. 

Træning og øvelser ved smerter i albue eller hånd

Langt de fleste problemer i albue og hånd har gavn af enten øvelser, træning eller genoptræning. Vi hjælper med at finde de helt rigtige øvelser eller planlægge din træning, så den har fokus på dit problem og løbende tilpasses dit behov. Træningen bidrager både til, at du nedsætter eller slipper af med dine smerter samt opnår kontrol, så de ikke vender tilbage igen.