McKenzie MDT

 

Mekanisk Diagnostik og Terapi (MDT) er et internationalt anerkendt undersøgelses og behandlingskoncept til ryg, nakke og ekstremitetssmerter. Konceptet er udviklet af den New Zealandske fysioterapeut Robin McKenzie og konceptet har været anvendt over hele verden i mere end 30 år.

Diagnostikken i MDT er baseret på diagnoser som gives ud fra symptomrespons. Der anvendes gentagne testbevægelser eller statiske stillinger i bestemste retninger. Herved diagnosticeres hvorvidt der er tale om et discogent problem (Derangement), manglende bevægelighed (Dysfunktionssyndrom) eller et holdningsmæssigt problem (Posturalt syndrom).

MDT består behandlingsmæssigt af undervisning samt manuel behandling. Du er som patient nøglen i behandlingsresultatet idet den aktive strategi er nødvendig for succes.

Undervisningen består i klarlægning af problemstilling, forklaring af sammenhæng mellem symptomer, belastning og aflastning. Der udvikles og instrueres i det øvelsesprogram som passer til din krop og din diagnose, og dette suppleres med manuelle teknikker i det omfang det giver fremgang.

Centralisering

I MDT taler man om centralisering, når symptomer i en ekstremitet - arme eller ben - bevæger sig fra ekstremiteten og mere centralt ind mod rygsøjlen. Dette som et resultat af retningsspecifikke gentagne bevægelser eller statiske stillinger.
Ændringen er et resultat af, at den centrale bløde kerne i discus kan flytte sig under retningsspecifik påvirkning.
Under centraliseringen kan der forekomme en midlertidig forbigående øgning af den centrale smerte i ryggen. Centralisering ses udelukkende ved discogene syndromer.

Derangement
Ved derangement opstår smerten, som følge af en mekanisk obstruktion af bevægelse i leddet, dette kan i ryggen skyldes en fejlplacering af den centrale kerne i discus.

Fejlplaceringen er som oftest et resultat af vores ensidige dagligdags bevægemønster og arbejds- samt hvilestillinger.

Vi indtager som oftest en let foroverbøjet stilling, hvor et øget pres dermed oftest tillægges rygsøjlens og dermed discusskivens forkant. Den foroverbøjede stilling vil presse den bløde kerner i discus bagud, og påvirke vævet omkring rygsøjlen. Herved vil der komme smerter lokalt og evt. udstrålende smerter til arm og ben.

Med MDT undersøges hvilke bevægelser og stillinger der vil kunne ændre og rette op på denne fejlplacering.

Dysfunktion
Dysfunktionssyndromet handler om smerte, der bliver forårsaget af mekanisk deformering af strukturelt svækket væv. Kendetegnende for en dysfunktion er ofte skiftende symptomer som følges af nedsat bevægelighed i ryggen eller ekstremitetsled. Symptomer provokeres som oftest i yderstilling og aftager igen når man fjerner sig fra yderstilling..

Der sker ingen hurtig ændring af smerter i denne gruppe, da leddene kan være slidte, bløddelene omkring leddene have nedsat elasticitet eller indeholde stramt arvæv efter tidligere skader.

Dynamiske bevægelser af ryggen til yderstilling i bestemte retninger vil over tid blødgøre vævet, aflaste leddene og ændre smerten.

Posturalt syndrom

Det Posturale Syndrom er symptomer som opstår som følge af at normalt væv bliver overbelastet ved påvirkning over tid. Dette kan skyldes uhensigtsmæssig stå- eller siddestilling hvor man "hænger" i leddene og vævet herved udsættes for over-/ fejlbelastning. 

Forebyggelse

Så snart du som patient har lært at behandle dig selv ved brug af specifikke bevægelser og stillinger, kan en forebyggende indsats træde ind. Netop forebyggelse er vigtigt, da forskning har vist, at særligt problemstillinger omkring rygsøjlen har det med at vende tilbage, ofte i en forværrende og mere alvorlig grad. Det er derfor vigtigt at forebygge tilbagefald frem for at tilbyde en kortvarig lindring af smerter gennem passiv behandling. Det handler altså om at du fortsat skal være aktiv i at opretholde din sundhed. 

McKenzie Clinic