Bonebroth

Hvis du ikke allerede er i gang, så kan jeg virkelig anbefale at gøre suppe kogt på ben (hjemmelavet bouillon / Bone Broth / knoglesuppe) til en fast del af køkkenrutinen. Gør det til en vane at gemme benene fra madlavningen og brug dem til at koge suppe på. Det er ren helseeliksir, billigt og meget let at lave...

Ingredienser

1 kg (eller mere) ben fra økologiske dyr (kylling, ko, svin, fisk).

2 spsk. æblecidereddike

1 løg

2 gulerødder

2 stilke selleri

1 porre med top

Vand

Valgfrit: 1 spsk. salt, 1 tsk. peberkorn, urter og krydderier efter smag. Hvidløg og persille kan tilsættes i den sidste halve time af kogetiden.

Tilberedning

Brug fortrinsvis ben fra mad du har tilberedt. Hvis du har lavet kylling, så brug dem til suppen. Hvis du bruger rå knogler især okseknogler, forbedrer det smagen at stege dem i ovnen først. Jeg lægger dem i en bradepande, og steger i 30 minutter ved 175°C.

Læg derefter benene i gryden, dæk dem med vand og tilsæt eddiken.

Lad trække i 20-30 minutter i det kølige vand. Syren hjælper med at gøre næringsstofferne i knoglerne mere tilgængelige.

Hak grøntsagerne groft og put i gryden. Tilføj evt. salt, peber, krydderier og krydderurter. Tilsæt mere vand indtil alle ingredienser er dækket med vand - og lidt til. Bring suppen i kog. Sænk varmen til laveste niveau, når suppen bobler godt.

Lad simre - fisk 20 min, skalddyr 40 min, fjerkræ 3-24 timer lam 3-36 timer, kvæg 8-72 timer, sluk for komfuret om natten mens du sover).

Afskum suppen med en stor ske ca. hver 20 minut de første par timer. Bemærk at økologiske, græsfodrede og raske dyr stort set ikke producerer skum.

Persille og hvidløg kan tilsættes under de sidste 30 minutters simretid, hvis man vil bruge det. Fjern herefter fra varmen og afkøl. Si suppen fint for at fjerne alle benrester og grøntsager.

Når suppen er kold hældes den på mindre krukker eller flasker. Eller fryses i mindre portioner.

Holdbarhed

Kød-broth kan holde sig i ca. 10 dage i køleskab i lukket en beholder. Fiskebroth i ca. 6 dage.

Frysning: Kød-broth skal bruges inden et år. Fisk inden 2 måneder.